Choose language

Det man kan selv, skal man selv


Hvem ønsker ikke at opdrage sine børn til at kunne stå på egne ben med både selvtillid og selvværd? Nogle gange kan det være godt at stoppe op i en travl dagligdag og kigge på, om der er ting, man som forældre kan gøre anderledes.

LEGO® Wear havde fornøjelsen af at interviewe Nicolai Moltke-Leth, og han giver her sine bedste råd. Nicolai Moltke-Leth er tidligere jægersoldat og arbejder i dag som foredragsholder, forfatter og inspirator med fokus bl.a. på, hvordan vi opdrager vores børn til at blive selvsikre, omsorgsfulde og til at ’bære sig selv’.  Han har været med det danske program ’Opdrag en vinder’ som gav forældre inspiration, tips og tricks til opdragelse af børn.

Hvorfor mener du, det er vigtigt, at børn er selvstændige?

Jeg har et mantra og en mission, som går ud på, at børn – og voksne for den sags skyld – skal lære ’at bære sig selv’. Livet er uforudsigeligt, og derfor er det vigtigt, at man er i stand og har egenskaberne til selv at håndtere alle disse uforudsigeligheder - uden at blive væltet omkuld. For at kunne bære sig selv er den indre motivation essentiel, og disse tre punkter er vigtige at give sine børn:

1. Autonomi og egenbestemmelse

Det at give barnet et valg er enormt vigtigt og giver barnet en følelse af egenbestemmelse. Nogle ting er jo ikke til diskussion så som at skulle tage sin flyverdragt på om vinteren. Men man kan fx give barnet valget, om han/hun vil starte med enten venstre eller højre ben.

2. Mestring

Det at lære at rydde små sten af vejen på egen hånd giver små sejre og succesoplevelser for barnet. Ofte vil børnene gerne selv, og det de rent faktisk kan, så som fx at tage tøj på selv, skal de have lov til. Og som forældre er det vigtigt at tage sig tiden til det og give dem lov. På hvert alderstrin i barndommen mestrer børn forskellige ting, og med små sejre bliver de langsomt i stand til også at rydde større sten af vejen, når de bliver ældre.

3. Relatedness – eller forbundethed

Mennesker er ikke skabt til at gøre ting selv. Vi er flokdyr, og der ligger en naturlig indbygget frygt for ikke at være god nok. Vi er skabt til at overleve i flok, men samtidigt er det vigtigt, at man lærer sine børn at stå på egne ben, at lære sig selv og sine egne grænser at kende og dermed også at hvile i sig selv.

Hvad mener du om denne tid, hvor forældre bliver betragtet som curlingforældre? Og hvad gør det ved børnene?

Jeg mener, at man snyder børnene i forhold til deres indre tro og mestringsoplevelserne, for de får i virkeligheden ikke lov til at træffe valget, når forældre i misforstået godhed fejer med kosten foran dem. De får ikke lov til at mærke på egen krop, hvad det vil sige at rydde de små sten af vejen og dermed få de små sejre og succesoplevelser. Og når man ikke får lov til at håndtere de små sten, så kan større sten jo pludselig vælte en omkuld senere i livet. Og det kan blive hårdt for både selvtilliden og selvværdet.

Hvordan får man som forældre tanket sit barn op med selvstændighed?

Det du kan selv, skal du selv! Det er en simpel og enkel sætning, som egentlig siger ret godt, hvad man som forældre bør huske på, da det giver en oplevelse af mestring for børnene. Børnene får et valg, og de bliver i stand til at træffe beslutninger ud fra vores valgmuligheder.

Et eksempel på valgmulighed kunne være, at barnet skal rydde op på sit værelse.’Vil du gøre det nu, eller når vi har spist?’ På den måde giver du barnet en mulighed for at vælge. Målet er det samme, men måden, du kommer i mål og oplevelsen for barnet, er meget forskellig.  Du hjælper barnet med at træffe en beslutning, og det giver efterfølgende en følelse af mestring for barnet. Det er de små ting, man møder i dagligdagen, som man som forældre bør gribe. Lad børnene bidrage i dagligdagen. Og giv barnet oplevelsen af at kunne træffe et valg.

I hvilken alder kan man starte med det? Og hvordan kommer man i gang?

Min gode kollega Sofie Mønster, som er stifter af Nordic Parenting NOPA, har lavet en oversigt over, hvad man kan lave og hjælpe med på de forskellige alderstrin, som man kan lade sig inspirere af.  

2-3 år

•Lægge vasketøj i vasketøjskurven/-maskinen
•Rydde legetøj op
•Giv hunden/katten mad
•Bære kop/tallerken med over til bordet
•Finde varer i supermarkedet
•Bære egen taske
•Hænge jakke op og sætte sko pænt
•Lægge tøj i skabet

4-7 år

•Dække bord og rydde af
•Tømme/fylde opvaskemaskinen
•Rydde op på eget værelse
•Rede seng
• Vande planter eller hjælpe til med andre opgaver i haven
• Finde varer i supermarkedet, bære lettere ting ud (fx toiletpapir) og hjælpe til med at lægge varerne på plads derhjemme.
•Hænge vasketøj op.
•Pakke tasken til børnehaven/skolen.
•Bære taske til og fra børnehave/skole.

8-10 år

•Rydde op på værelset
•Rengøring fx støvsugning
•Have en maddag
•Gå tur med hunden
•Tage affald ud
•Tømme postkassen
•Hjælpe til med indkøb
•Lægge indkøb væk
•Lægge vasketøj sammen og putte det på plads
•Hjælpe til med at smøre madpakke

Hvilke 3 gode råd vil du give forældrene i 2018?

Tre enkle råd, jeg gerne vil videregive, er:

- Se og tag dine børn alvorligt og mød dem i øjenhøjde både i forhold til deres følelser, men også hvordan de oplever ting.

- Fyld dine børn op med kærlighed. Dr. Gary Chapman har beskrevet fem forskellige kærlighedssprog, som i korte træk er:
1.Anerkendende ord
2.Kvalitetstid
3.Gaver (som ikke må forveksles med belønning)
4.Tjenester
5.Fysisk berøring

- Sæt tydelige krav og forventninger og afstem konsekvenser på forhånd

Snak med dit barn om, hvad konsekvensen skal være ved gentagne problemstillinger. På den måde er de også medinddraget i forhold til konsekvenserne. Det er meget nemmere at gøre på forhånd, end når man står i konflikten. ’Skat jeg elsker dig, men det er superærgerligt, at vi nu må tage konsekvensen af, at du ikke overholdt vores aftale’. Husk at koble kærlighed med konsekvens. Så slutteligt – giv børnene SULT på mere, giv dem oplevelsen af FRIHED, som er tæt forbundet med SELVSTÆNDIGHED. Børn er sociale, men de skal være bevidste om, at de SELV kan træffe egne beslutninger, og at det er helt ok.

Held og lykke til jer!
LEGO® Wear – Børnetøj af høj kvalitet

LEGO Wear børnetøj er ensbetydende med høj kvalitet. Børn leger og slider deres tøj, og sådan skal det være. Derfor er der fokus på den gode kvalitet, så LEGO Wear tøj kan holde til noget – men stadig med komforten i fokus.

LEGO® Wear - Yndlingstøj til dine børn

Find dit barns yndlingstøj her. Dit barn vil elske LEGO figurerne på tøjet og vil hurtigt vælge sin favorit med motiv fra LEGO universet. Tøjet er i høj kvalitet og kan tåle at blive vasket igen og igen.

LEGO and the LEGO logo are trademarks of the LEGO Group. ©2018 The LEGO Group.
Produced by KABOOKI® under license from the LEGO Group.
Webdesign & webshop af MCB

LEGO® Wear by Kabooki   ·   Rønnevej 1   ·   7400 Herning   ·   Danmark   ·   Tlf.: +45 9627 5520   ·   support@legowear.com
Klik mig
0